PÅ DENNE BLOG er der plads til både stort og småt, og i dag har jeg besluttet at poste et par læserbreve , som ikke er blevet publiceret i Fyens Stiftstidende, og som formentlig heller ikke bliver det. Hvilket ikke skal bebrejdes dette hædereværdige fynske organ. Nyhedsstrømmen ændrer jo hele tiden retning, og pladsen er nu engang begrænset. Det er vilkårene. Faktisk kan jeg blive helt flov, når jeg tænker på, hvor mange træer, der har måttet lade livet bare på grund af mit forfængelige ønske om at delagtiggøre andre i mine uforgribelige meninger.
MEN SÅ har vi heldigvis internettet, hvor jeg kan publicere på nærværende blog, der så langt fra kan måle sig med Stiften i oplag, men som åbenbart når ud til mange – også til nyhedsredaktionerne rundt omkring. Under alle omstændigheder kan I nu, kære læsere, selv vurdere, om mine guldkorn med rette er forblevet i Udbakken.
DET FØRSTE er en opfølgning af min blogpost om Ahmed Akkari og en replik til den hysteriske zionistiske kælling Rachel Adelberg Johansen. Fruen har tiltusket sig en plads i et debatpanel på Stiftstidende formentlig på grund af pres fra Lars Hedegaards interessegruppe Trykkefrihedsskaberiet. Dette privilegium udnytter hun konsekvent til at føre hatespeach mod muslimer. I dette tilfælde et indlæg med overskriften “Kan man tilgive?” Underforstået Akkari, naturligvis. Jeg svarede således:
Rachel Adelberg Johansen fra den antimuslimske forening Trykkefrihedsselskabet skriver jævnligt danske stile til nærværende dagblad, hvor de optages under rubrikken “Ytring”. En sag der optager fru Johansens forening næsten lige så meget som kampen mod muslimer.
Senest 29.8. hvor hun bekender, at hun “tilgiver” Ahmed Akkari. Det har Trykkefrihedsselskabets profet, Lars Hedegaard, nemlig dekreteret, at man skal. Og en sådan parole følger den rettroende fru Johansen åbenbart.
Jeg vil da også glæde mig over, at fru Johansen nu ser med mildere øjne på Akkari, men jeg forstår blot ikke, hvorfor han skal “tilgives”. Han har ændret mening, men han da på intet tidspunkt foretaget sig noget forkert.
DET ANDET læserbrev er til Stiftstidendes lokalredaktion i Assens og er et udsnit af min blogpost om det demokratiske underskud i kommunen:
Fyens Stiftidendende brugte 30.8. en dobbeltside på den noget kaotiske afvikling af det seneste byrådsmøde, der fandt sted den 28.8.
I den anledning begik lokalredaktør Henrik Skovrider en kommentar, hvor han betegnede byrådsmødet som en “hån mod demokratiet”. Hvad jeg sådan set kun kan være være enig med ham i. Bortset fra, at det har de andre byrådsmøder såmænd også været siden kommunesammenlægningen.
Stiftens lokalredaktion lægger i omtalen op til, at problemet var forårsaget af dårlig mødeledelse fra Finn Brunses side den pågældende dag. Her kan jeg til gengæld slet ikke være enig. Problemet bunder simpelthen i, at der er alt for mange byrådsmedlemmer i Assens.
Hvad skal vi med et byråd på 29 medlemmer, hvor over halvdelen reelt ikke har selvstændige meninger om noget som helst og kun fungerer som stemmekvæg for Brunses og direktionens manipulationer.
Vi kunne snildt klare os med et byråd på 15 medlemmer, som til gengæld havde noget på hjerte.
AT DER IKKE er blevet plads til ovenstående, er i hvert fald ikke nogen katastrofe. Der vil blive rig lejlighed til at forfølge problematikken om de alt for mange byrådsmedlemmer i den kommende valgkamp.
DAGENS SANG handler om, at man jo desværre ikke altid kan få det som man ønsker det.
Der kan man bare se: I dag fredag den 6. september er mit læserbrev alligevel optaget på Assenssiderne i Stiftstidende.
